Der har været noget stille på bloggen den sidste måneds tid, men vi lever endnu! Tiden til at style og gennemfotografere dagens måltider, for slet ikke at fortælle om dem i detaljer har blot været prioriteret lidt lavt. I stedet er der flyttet et mini-menneske ind på adressen, som godt nok kun vejer lige omkring de tre kilo, men som fylder temmelig meget.
Og for en husfuld madentusiaster betyder det ingenting, at lille F kun vejer tre kilo, når han allerede udviser stor appetit og altoverskyggende respekt for at holde spisetiderne! Indtil videre dog kun på hundedyr hydroliseret mælkepulver til en literpris på over 70 kroner, med langkædede fedtsyrer og nukleotider (i husstanden bedre kendt som rum-mad!) der med glubsk appetit sluges fra flaske hver tredje time.
Forældrene er pavestolte og vurderer, at der er potentiale for, at han kan begynde oplæringen i køkkenet så snart han kan holde sit eget hoved…
Men baby eller ikke baby – vi laver stadig maden fra bunden, og er enige om, at dét hvertfald er ét område, som mini ikke får lov at sætte dagsordenen på: Aftensmåltidet, som fortsat bliver holdt helligt! Også selv om det nogen gange bliver temmelig langt ud på aftenen før tamagotchien mener, at alle dets behov er stillet, og servicepersonalet kan finde ro om spisebordet.
Og så er sådan en ret som denne her ikke helt dum. For ting i en römertopf er hurtige at lave, smager altid godt, og så gør det ikke det mindste, om den skulle ende med at få en time ekstra. Römertopf er måske vores allerbedste middags-hack, når der lige pludselig flytter et miniature-menneske ind.
- 2 lammeskanke
- Lidt olie
- ½ hokkeido græskar
- 1 stort løg
- 2 laurbærblade
- En stor dusk frisk rosmarin
- 3 dl mørk øl
- Salt og peber
- Krydr lammeskankene med salt og peber og brun dem i en pande med lidt olie. Læg dem i lergryden.
- Skær løg i grove tern.
- Befri græskarret for skal og kerner og skær den i grove tern.
- Sauter løg og græsker på en pande til de falder lidt sammen.
- Kom begge dele i lergryden med rosmarin og laurbærblade.
- Krydr det hele med salt og peber og hæld øllet på.
- Læg låg på og sæt gryden i ovnen ved 160 grader i ca 2½ time.
- Server med en fed creme fraiche og evt lidt godt brød.
