Buffalo er den næststørste by i delstaten New York og har nogenlunde samme indbyggertal som Århus – sorry, Aarhus.
Som navnet “Buffalo hot wings” afslører, er opskriften fra Buffalo. Som med tusinder af andre retter og gadekryds, kender man ikke ophavet.
Vingerne er oprindeligt friturestegt, men de kan også grilles eller kommes i ovnen. Jeg smider dem gerne i ovnen, da det er meget sundere… eller fordi jeg havde glemt at købe olie til “tøsen”.
Den originale opskrift indeholder ikke uvæsentlige mængder af et halvfabrika kaldet Frank’s RedHot Hot Sauce.
Nu er jeg ikke vild med amerikanske færdigprodukter (mest fordi jeg ikke har nogen ide om, hvor jeg skulle skaffe Frank’s sovs). Jeg kan meget bedre lide Thailandske convenience produkter, her i form af Sriracha chili sauce (fordi det stod i køleskabet = convenience).
Det, der er essensen af Buffalo hot wings, er sovsen. Den indeholder den føromtalte hot sauce, ekstra krydderier og smør. Når nu Aarhus, som er blevet så international, at den ikke kan hedde Århus, er på størrelse med Buffalo, skulle man måske lave en opskrift med det meget internationale navn: “Aarhus´varme vinger” – Lørdagskylling i en sovs af sovsekulør og Kærgården Steg & Bag, som ifølge Femina smager totalt meget af smør.
Når du nu skal ud og skaffe dine kyllingevinger, så lad dig ikke friste af de fine poser i supermarkedets fryser, for de kyllinger har landmanden gjort slemme ting ved (brug fantasien). Nej, det du skal gøre er at købe en økokylling eller en velfærdskylling, som har fået gratis skolegang, understøttelse og fri adgang til sundhedsvæsenet. Find hjælp til at finde den rigtige kylling her.
Nar du nu står med din fine ikke-mishandlede kylling i hånden, parterer du den, i bryster, brystskind, overlår, underlår, skrog og Vinger. Vingerne deler du i tre dele ved de to led. Gem vingespidserne sammen med skroget til at koge fond på. De to andre vingestykker gemmer du i fryseren indtil du har vinger fra 3-4 kyllinger. Alternativt kan du købe chickenwings fra Sødam til en fin pris.
I denne portion er der anvendt 500 gram kyllingevinger, hvilket passer til 2 personer. Der er dog hot sauce nok til en mindre hær, så tilsæt bare selv flere kyllingevinger (og smør) efter behov og antal tallerkner du har dækket op med.
Hot sauce
- 4 fed hvidløg
- 1 løg
- 1 spsk olivenolie
- 1 dåse flåede tomater
- 2 tsk paprika
- 1 tsk røget paprika
- 1 spsk sukker
- 2 spsk chilisauce
- Salt og peber
- 50 gram smør
Derudover skal du bruge:
- Olivenolie
- 500 gram kyllingevinger
Sådan gør du:
Hak løg og hvidløg fint og sauter det i 1 spsk olivenolie. Kom flåede tomater ved sammen med paprika, sukker og chilisauce og giv det fem minutters opkog. Smag til med salt og peber.
Blend det hele med en stavblender og kog det yderligere i 5 minutter.
Kom kyllingevingerne i et ildfast fast og gnid dem ind i olivenolie. Sæt dem i ovnen ved 200 grader i ca 30 minutter, eller til de gyldne, sprøde og gennembagte. Husk at vende dem undervejs, så de bliver sprøde på alle sider.
Tag ca 8 spsk hot-sauce fra og pisk smørret ind under opvarmning. Vend de stegte kyllingevinger i saucen og server med det samme. Hvis du vil have vinger som er lidt mindre snasket, smider du dem lige i ovnen igen og sætter grillen på. 3 min på hver side skulle gøre tricket.
Det eneste rigtige at servere til er bluecheese dip, men jeg laver gerne cornbread og fritter til.